1.Vilkårenes anvendelse
Disse vilkår gælder for al brug af AktivByt, der drives af E-OPINION ApS. Vilkårene gælder både for besøgende uden konto og for brugere med konto, og de gælder uanset om du optræder på egen hånd eller på en klients vegne.
Ved at oprette en konto, indsende et aktiv, sende et bytteforslag eller på anden måde bruge platformen accepterer du vilkårene. Kan du ikke acceptere dem, skal du undlade at bruge platformen.
Handler du på en anden persons eller et selskabs vegne, indestår du for at have den nødvendige fuldmagt, og vilkårene er bindende for både dig og den, du repræsenterer.